Celebral parese

Cerebral parese er en hjerneskade, der i 9 ud af 10 tilfælde skyldes skader og forstyrrelser i den umodne hjerne, mens den er under udvikling i graviditeten. Skaden i hjernen kan skyldes iltmangel, små blodpropper eller blødning i barnets hjerne. Hos cirka 10 % er der opstået en hjerneskade i forbindelse med fødsel eller kort tid derefter. Hjerneskaden er ikke fremadskridende, men alligevel oplever mange med cerebral parese, at de motoriske vanskeligheder, som hjerneskaden fører med sig, forværres med alderen.

Øget muskeltonus, øgede reflekser (hyperrefleksi) og Babinski refleks (opadstrækning af storetåen ved berøring af fodsålens yderkant) er karakteristiske symptomer på cerebral parese.

Der findes ingen helbredende behandling for sygdommen. Man kan hindre eller lindre nogle af symptomerne ved fysioterapi, ergoterapi, lægebehandling (botox og operationer) og pædagogisk støtte, men uanset sværhedsgraden af cerebral parese er det vigtigt, at barnet får så mange sanseoplevelser som muligt.

Børn med cerebral parese skal i lighed med andre børn lære via sanserne og ved at gentage. Hverdagen for et barn med cerebral parese skal derfor så vidt muligt bestå af, nærkontakt, leg og aktivering Det er specielt vigtigt, at barnet med cerebral parese stimuleres til fysisk aktivitet for på den måde at forebygge fejlstillinger.