Kommunikation

Kommunikation beskrives ofte som overføring af informationer fra én person til én anden. I den monologiske kommunikation er der således en afsender, et budskab og en modtager. Sproget opfattes her som en kode. Denne traditionelle kommunikationsmodel tager udgangspunkt i afsenderen og modtageren som individuelle, adskilte og informationsbearbejdende enheder. Modtageren er ikke en del af den kontekst, hvori afsenderens budskab bliver udformet og afleveret. Den monologiske kommunikationsmodel beskriver således ikke den måde, hvorpå afsender og modtager begge påvirker budskabet, altså det dialogiske i ytringen, og ligeledes mangler det aktive og responsive aspekt ved forståelsen.

Den monologiske forståelse af kommunikation er utilstrækkelig, idet kommunikationen reduceres til en færdighed i at omsætte, overføre og afkode et bestemt budskab. Kommunikation er en, over tid, udstrakt udveksling mellem to personer, om hvad begge parter mener og synes om det, der sker i den konkrete situation. Der er tale om at skabe mening i verden og om, at vi udvikler os, når vores synspunkter møder hinanden.

”Alt er middel, dialog er målet.
En stemme alene afslutter intet og afgør intet.
To stemmer er livets minimum, eksistensens minimum.”

Ovenstående citat er fra den russiske filosof Mikhail M. Bachtin. Citatet tydeliggør en forståelse af kommunikation og samspil som en fundamental betingelse for vores eksistens. Det dialogiske perspektiv på kommunikation medtænker relationen og den sociale organisering mellem afsender og modtager. I det dialogiske perspektiv er sproget andet end en kode til at udtrykke og overføre meninger, idet afsender og modtager befinder sig i en verden af allerede eksisterende meninger. Det intersubjektive og interaktionen muliggør meningen.

Den måde at forstå kommunikation på er af stor betydning i forhold til kommunikationen med børnene i Hollænderhusene. Det er personalets opgave at forsøge at begribe og trænge ind i barnets specielle liv, studere handlinger og forsøge at forstå sproglige ytringer, mens de siges. Dette kræver deltagelse og indlevelse. Sproget er først og fremmest et socialt fænomen. Brugen af eksempelvis symboler i form af ord, billeder, lyde eller tegn er kun meningsdannende, hvis de er forbundet med meningsfyldte oplevelser. Symbolerne må læres og forstås i en relation og i et samspil med personalet.. Kommunikation forudsætter, at vi deltager i historier sammen med hinanden – med børnene.