Sociale historier og tegneseriesamtaler

Ideen bag sociale historier og tegneseriesamtaler er udviklet af Carol Gray i Michigan. Børn med autisme spektrum forstyrrelser har vanskeligt ved at afgøre og forstå, hvad andre mennesker føler og tænker og hvorfor de handler, som de gør.

Når personalet ønsker at hjælpe barnet til at håndtere disse udfordringer, kan det være hensigtsmæssigt at træne dets adfærd ved hjælp af sociale historier eller gøre brug af tegneseriesamtaler. Ved brug af sociale historier og tegneseriesamtaler kan barnet hjælpes til at afklare og forstå komplekse sociale situationer og finde brugbare strategier til at afkode andre menneskers følelser og handlinger. Det kan dreje sig om at kunne overholde gængse sociale regler og normer, f.eks. ikke at afbryde når andre taler, ikke tage andres ejendele og vente på at det bliver ens tur.

Tegneseriesamtaler er en interaktionsmetode mellem to eller flere personer, der inddrager enkelte symboler og figurtegninger. Tegneseriesamtaler hjælper børnene med autisme til at forstå og følge med i de hurtige vekselvirkninger af information og signaler, der opstår i løbet af en samtale. Ved at sætte tempoet ned og samtidig visualisere elementer i samtalen, øges sandsynligheden for, at barnet kan opnå kontrol og kompetence i en social situation.

Både sociale historier og tegneseriesamtaler er særligt velegnede til normalt begavede børn med autisme og Aspergers syndrom. For de svagt og moderat fungerende børn med autisme, som ikke har et funktionelt sprog er PECS (Picture Exchange Communication System) en meget effektiv metode til at fremme kommunikativ kompetence.