Low arousal

I Hollænderhusene har vi børn, der nogen gange udviser en voldsom, selvskadende og udadreagerende adfærd, hvilket typisk er begrundet i, at barnet udfordres på sit handicap. Barnet kan måske ikke forstå en bestemt situation, er ikke blevet ordentligt forberedt, er blevet stillet overfor svære krav eller er blevet udfordret på sine vante strukturer og rutiner. En anden forklaring kan være, at barnet har en forstyrret sanseintegration, hvorfor det enten kan være blevet over- eller understimuleret eller stresset.

Personalet skal derfor kunne håndtere børn med denne adfærd, og for om muligt at undgå, at anvende magt må personalet konstant forholde sig til, hvordan dette gøres på en så nænsom måde som muligt. Hvis en medarbejder, i en tilspidset situation, selv mister kontrollen, bliver vred og eventuelt skælder ud, vil dette blot forstærke barnets uhensigtsmæssige adfærd. Effekten vil kun være optrappende i forhold til konflikten. Det gælder derfor om, at den voksne skal forsøge ikke at blive smittet af barnets uro, men i stedet smitte barnet med sin ro.

Low arousal tilgangen er udviklet i slutningen af 80´erne af Dr. Andrew McDonnell BSc, MSc PhD. Tilgangen er grundlæggende ikke optrappende. Et centralt fokus i Low Arousal tilgangen er at opfordre personalet til konstant at stille spørgsmål ved egen adfærd.

Low Arousal tilgangen er forskningsbaseret og er klinisk testet af Studio III Training Systems. III-uddannelse. Low Arousal går ud på ikke at optrappe en konflikt eller yderligere stresse en person, der i forvejen er i affekt eller meget påvirket af en situation. Der findes en række strategier, der kan være rettesnor for personalet:

• Afledning er en vigtig og effektiv metode til at mindske spændingsniveauet.
• Talesproget skal være roligt, konkret og enkelt, og der må ikke stilles krav.
• Kropssproget skal være roligt og afspændt, og der skal ikke være øjenkontakt med barnet.
• Der skal holdes afstand til barnet.
• Fysisk kontakt med barnet bør undgås, men om nødvendigt være omsorgsfuldt, nænsomt, roligt og kortvarigt.

Det er vigtigt at finde frem til netop de metoder, der skaber ro hos barnet. Episoder, hvor barnet har reageret i affekt, registreres og reflekteres over med henblik på løbende, at evaluere og justere pædagogisk praksis i forhold til barnet og dets aktuelle udvikling.